Jeg har stadig ikke fundet en bolig – hjælp!

Det kan være en lang proces at søge bolig, og det kræver tit både tålmodighed og hårdt arbejde. Hvis du synes, det går for langsomt med at finde dit næste hjem, så læs med her:

Det er vigtigt, at du har tænkt over dine behov og ønsker til en bolig. Når du ved, hvad der need to have, og hvad der er nice to have kan du:

- lave nogle specifikke søgekriterier, der hjælper dig med at finde lige de boliger, der er interessante for dig

- nøjes med at henvende dig til de udlejere, der har en bolig, som passer til dine behov og ønsker

Især det sidste er vigtigt, da udlejeren kigger på, om det der fremgår af din søgeprofil rent faktisk matcher det, vedkommende har til leje.

Det er dog også vigtigt, at du er kritisk overfor, hvad der er reelle behov, og hvad der blot er ønsker.

Du forøger dine chancer markant, når du udvider din kriterier i forhold til beliggenhed, størrelse, boligtype, husleje etc. Måske er det vigtigere at have to værelser end at bo en spytklat fra Rundetårn, og måske kan du godt klare dig med en stor 1-værelses, hvis den ligger tæt på dit arbejde?

Jo bredere, du søger, jo flere muligheder har du.